Efterårsjævndøgn i Vrangeskov lørdag den 22. September 2007.
Vejret viste sig fra sin absolut smukkeste side på denne efterårsdag.
Vi var kun fire medlemmer der kunne møde frem til blot på denne smukke dag.
Michael havde påtaget sig at være Gode, Kenneth og Linda havde sørget for (dejlig!) mad, brænde og mjød og Helle havde taget noget med til at ofre.
Kl. 16 gik vi i gang. Michael lukkede kredsen og fortalte lidt om hvorfor vi var her – at lyset begynder at svinde, men at vi kan hygge os i det tiltagende mørke med stearinlys – og at vi vil takke Guderne for sommeren og høsten. Han tilegnede den første skål til Idun.
Michaels frie skål gik til Balder – som han sagde – for renhed og retfærdighed.
Kenneths skål gik til Loke, som han mente havde spillet ham mere end et puds i år – og hvis tilstedeværelse han kunne mærke ikke bare på dagen – men i gennem lang tid. Og til Nornerne, der i samspil med Loke, havde spundet nogle pudsige tråde til os.
Helles skål gik til Odin – med håb om at bringe visdom og tålmodighed til os.
Michael sendte talestaven rundt. Her blev der blandt andet talt om, at det har været en god høst på mange måder. Ikke kun med gode afgrøder og sundhed og frugtbarhed hos dyrene – men vi har også høstet mange erfaringer i dette år – gode som mindre gode.
Der blev talt om, at det var vigtigt at hylde Balder – lysets og harmoniens Gud. Og at vi også skal huske at være hinandens lys i mørket.
Der er mange prøvelser for mange i blótlauget lige nu – og der blev udtrykt håb om, at vi kan udholde de trængsler og prøvelser vi kommer ud for. Som Odin der hang i træet i 9 dage og nætter – og fandt runerne. En måde at kommunikere på.
Der blev også talt om de mange glæder det kan give at give slip på de materielle ting som bla. penge… Glæden ved dyrehold, at få unger, kid, killinger og at være så heldige at have et blótlaug at dele glæder og bekymringer med.
Michael havde medbragt et æble der skulle ofres til Idun. Helle delte æblet i skiver og delte rundt i kredsen – for at manifestere den kraft der er i Iduns æbler til både nuværende og kommende medlemmer af Idun blotlaug.
Pære, græskar, vindruer, æg , korn og en halmkrans blev ofret til Frey og Freja for god høst og frugtbarhed. Salvie og Persille for renselse af sjælen og ”luften”.
Hjulkrone for at være en god bi plante – og være med til at sikre honning høsten, så vi kan lave god mjød.
Et æble fra abildgården på Stenager for at styrke sammenholdet og kraften i Idun blótlaug. Dette blev også delt rundt og for de ikke tilstedeværende medlemmer – lagt på bålet for at tanken og kraften kunne nå hele vejen rundt.
Selvom der ikke deltog så mange, så blev det et rigtigt godt blót alligevel.