Vintersolhvervsblót d. 17/12-05

Blótlaugets medlemmer havde sat hinanden stævne i Vrangeskov ved middagstid, der var dog nogle få hårdhudede hedninger der var kommet allerede fredag eftermiddag og overnattet til lørdag, så det var et hyggeligt syn der mødte en når man kom frem til shelteret efter at have gået lidt over 100 meter i den snepyntede og frostklare skov.

Vi gik så småt i gang med forberedelserne til aftenens aktiviteter, og selvom der var masser af ting der skulle gøres, så gik det let og ubemærket, der var en stemning af ro og fred over hele pladsen som er svær at beskrive, men skøn at opleve.

Efterhånden som tiden nærmede sig 15 dukkede de første gæster op og snakken gik lystigt på kryds og tværs. For ikke bare at kaste os ud i selve ritualet, så lod vi folk have god tid til at falde til og lade blótfreden sænke sig over dem, så det var først ved omkring 16.30 at vi samlede folk og fortalte om selve blótet, Henrik tog sig af de praktiske detaljer omkring stedet, og Allan forklarede hvordan det var planen at ritualet skulle foregå.

Mens folk tog opstilling i cirklen, blev faklerne der omkransede den tændt, da alle havde fundet deres pladser lukkede Goden cirklen ved at påkalde Odin i øst, Loke i syd, Ægir i vest og Thor i nord.
Henriks blótkvad blev fremført og forretterne gik ind til midten af cirklen hvor de 3 skåler skulle udbringes fra.
Der blev først skålet for Odin, dernæst for Thor og til sidst for Freja, resten af hornets indhold blev givet til Vætterne på stedet.
Hornet blev fyldt igen, forretterne gik ud til deres pladser og den personlige skålerunde begyndte, her var det at deltagerne kunne hylde den gud eller de magter som man fandt passende, efter at hornet var nået hele vejen rundt blev der givet lidt mere mjød til Odin, Thor, Freja og Vætterne.
Det var blevet tid til at minde forfædrene, det blev gjort ved at Goden sagde det ene mindevers fra Hávamál og der blev holdt et øjebliks stilhed, derefter blev andet mindevers fremført. Hvorefter forretterne og hjælpegoderne gik ind til midten og indviede de ting der var blevet lagt frem, dette blev gjort ved at alle 4 holdt fast i edsringen og Goden sagde nogle ord til held for ejerne af tingene.
Hjælpegoderne gik tilbage til deres pladser og Gydjen begyndte at forberede offeret, bestående af en roe hvor der blev hældt lidt frugtsaft op i, og noget korn som blev fordelt rundt på blótstedet, alt sammen fra årets høst. Mens hun gjorde det hentede Goden en fakkel til at tænde et lys med, da forberedelsen var færdig rejste Gydjen sig op og begyndte en sang til solens ære, dem som følte de kunne lidt af teksten kunne synge med hvis de havde lyst, efter sangen blev lyset tændt som symbol på den nye sols komme og forretterne gik tilbage til deres pladser mens ilden bevægede sig rundt og tændte hele lysets cirkel.
Goden sagde derefter lidt om det at aflægge eder, at det ikke er en sag der skal tages let på, hvorefter han gik rundt og bød alle muligheden for at aflægge eder på edsringen.
Som det sidste element blev Godens stav sendt rundt, så alle havde en mulighed for at komme til orde med hvad de nu måtte have på hjerte.
Da talestaven var nået rundt blev cirklen åbnet som den var blevet lukket, og guderne blev budt velkommen til fest.

Ritualet var ovre og snakken bredte sig mens mange prøvede at stampe lidt varme i deres fødder, nogen begyndte at forberede maden, mens andre fik s tartet et godt bål op som man kunne varme sig lidt på.

Tusmørket havde sænket sig mens vi blótede, og ikke længe efter at vi var færdige var det blevet mørkt, men da der lå et pænt snelag over landskabet, blev det alligevel ikke helt mørkt, så i faklernes skær (som stadig brændte) kunne man let gå rundt og hyggesnakke med en masse mennesker mens maden blev klar.

Måltidet bestod af en ged som var blevet slagtet på Stenagergård (hos Helle og Poul-Erik) nogle dage i forvejen, og de havde så forberedt kødet hjemmefra, så det bare lige skulle varmes igennem, og så var der varme boller med fyld samt varme rodfrugter som tilbehør. Efter mængden af rester af dømme, så faldt menuen vist i god jord hos deltagerne, der var i hvert fald adskillige som fandt ud af at ged er rigtigt godt kød.

Som aftenen skred frem begyndte det at tynde ud i deltagerne, men der var alligevel en del der blev hængene, til sidst var vi kun dem tilbage som havde tænkt sig at overnatte derude, men det var alligevel også 10 personer, dog var der mandefald i løbet af natten, 3 personer måtte opgive og blev hentet, de frøs, men de har nok noget varmere sovegrej med næste gang.
De sidste gik i soveposerne ved 2-tiden, så en dejlig lang dag var slut.

Vi vågnede ved 9-tiden igen og langsomt kom der liv i lejren, da først bålet knitrede gik der ikke længe før de fleste var på benene, der var dog et par hoveder imellem som vist værkede lidt, det må ha’ været kulden… (der var i hvert fald drivis i vanddunkene og Anjas cola var bundfrossen)

Mens morgenmaden blev forberedt var der et par stykker oppe på pladsen for at rydde op, det var ikke så galt deroppe endda, så ved 11-tiden var vi næsten alle klar til at drage hjemad efter et skønt døgn i Vrangeskov.

Tusind tak til alle deltagerne, for at være med til at gøre oplevelsen endnu bedre.