Efterårsjævndøgnsblót i Vrangeskov d. 17/9-05

Vi havde først regnet med at skulle være i den lille gryde ved Kristiansholmskoven, men det viste sig at andre havde booket skoven til en gang liverollespil, de var så flinke at gøre os opmærksomme på det i god tid, så vi valgte at tage til Vrangeskov i stedet for.
Tak for det til rollespillerne, vi håber de havde et godt scenarie.

Som det plejer at være, begyndte de første at dukke op ved 15-tiden, vejret var med os og var lunt, klart og næsten uden vind, det lovede godt for en lang hyggelig aften. Mens forretterne gjorde blótpladsen og sig selv klar til blótet, bredte den rolige hyggelige stemning sig, folk nød det fine vejr og sludrede om stort og småt, samtidig blev madbålet forberedt.

Denne gang var det Anja der for første gang skulle være Gydje, hun havde forberedt sig godt og det viste sig igennem hele blótet, det kan hun roligt gøre igen en anden gang.

Efter blótet gik der et par stykker i gang med at lave maden, korngryde og hakkebøffer af hestekød, og dertil Helles rødbedeboller. Der var mange der kiggede lidt skævt til korngryden i begyndelsen, men da først de havde smagt det var der adskillige der spurgte efter opskriften.

Spisningen gled lige så stille over i snak og almindelig hygge, mens ungerne legede på den store skrænt ved siden af os, sommetider til stor forundring fra nogle af de voksne, det er imponerende hvor meget energi der er i så små mennesker…

Som aftenen skred frem tyndede det ud i deltagerne, men vi var da 5 der blev ved til ved halv et tiden, hvor Mia og Anne drog hjemad. Anja, Jeppe og jeg sludrede lidt videre og byggede os så en bivuak hvor vi puttede deres unger under, og krøb bagefter selv i soveposerne mens månen skinnede på os fra en stjerneklar himmel.

Vi vågnede ved 8-tiden og fik os et solidt morgenmåltid med hjemmebagte boller, spejlæg og kaffe, vi fik lige en lille byge mens vi spiste, men ikke nok til at genere os, vi pakkede sammen og drog hjem ved 10-tiden.

Efterårsjævndøgnsblótet var ovre for denne gang.

Vrangeskov er et dejligt sted.