Grundlag for Idun Blótlaug

Vi er et blótlaug med rødder i den sjællandske muld. Vi blóter primært i området omkring Næstved / Ringsted / Slagelse – men er dog ikke begrænset af geografien. Alle er velkomne til at gæste os, dog med den begrænsning at for tiden er det kun sommer- og vintersolhvervsblótene vi har åbne for gæster.

Vi afholder som minimum de fire årstidsblot – men oftest flere.

Vores formål er at mødes i et styrkende fællesskab og dyrke de gamle nordiske Guder og magter, ligesom vi holder mange af de gode råd fra Hávamál i hævd.

Vi ønsker at give de gamle værdier nyt liv – tilpasset den tid vi lever i. Ønsket om at beskytte og ære den natur der omgiver os og respektere dens liv og væsner er væsentligt for os.

Udover at være fælles om vores tro, har vi et fællesskab der bygger på tillid, gensidig respekt og ærlighed. Vi er der for hinanden.

Det betyder også, at vi stiller krav til hinanden om at være aktive i forhold til møder, arrangementer og blót.