DMI havde varslet skummelt vejr for denne disenat. Derfor blev den flyttet til Helle og Poul-Eriks blótplads på Stenager. Vi havde ikke rigtig mod på at stå på en gravhøj, midt om natten i storm og regn.
Michael og PE afholdt et tomandsdiseblót på bålpladsen ved midnat Vi brugte en flagermuslampe – hængt op på et trebenet bålstativ – som jordens midte. I forvejen lå sten med de 16 runer – rundt om pladsen.
I starten stod en af os i øst og en i syd.
I øst påkaldtes Odin – fordi han er høvdingen og den viseste.
Herefter gik den, der før stod i øst, medsols rundt til vest – men afleverede undervejs edsringen til den, der stod i syd.
I syd påkaltes Balder fordi han repræsenterer en af de, der ufriviligt er havnet hos Hel og for at han skulle kaste lidt lys over det skumle midnatsblot. Den der først havde stået i syd gik medsols til nord. På vejen blev edsringen afleveret til den, der nu stod i vest.
I vest påkaldtes Heimdal, fordi vi ville sikre at der var en, der kunne holde styr på hvem der bevægede sig gennem de åbne porte – og som kunne sørge for at alle kom tilbage på den rette side.
Den der havde stået i vest gik medsols til nord.
I nord påkaldtes Hel. Vi gjorde det sammen og i kor. Hun påkaldtes fordi hun hersker der, – hvor nogen af dem vi ville i kontakt med, hører til. Og for at vise hende at vi stoler på hende i denne disenat.
Herefter fordelte vi os – en i øst – og en i vest.
Vi delte et horn med vætterne – og hyldede Loke som ildens hersker – og bad ham vedligeholde lampen, der var ved at blive blæst ud – og, – på trods af hans hang til spasmageri at respektere alvoren i disenatten.
Vi delte endnu et horn med de stedlige vætter – og hyldede hver sin magt i denne frie skål.
Herefter søgte hver især kontakter i det hinsides – med succes.
En sådan handling er meget personlig – meget følelsesladet – og refereres efter god skik ikke til andre end de, der selv deltog i blótet.
Dog kan det refereres at vi flere gange modtog, hvad vi var sikre på – var tegn på at der var kontakt.
En stærk men – mærkeligt nok ikke nogen skræmmende hændelse.
Vi delte et tredje horn med vætterne – og hyldede vore forfædre.
Herefter gik vi begge til nord – og i kor tog vi afsked med Hel – idet vi takkede hende for hendes tilstedeværelse.
Den af os, der ikke havde påkaldt i vest, gik modsols derhen – og tog afsked med Heimdal – og bad ham sikre sig en grundig “pas kontrol”. Den der var efterladt i nord gik modsols til syd – og fik i forbifarten edsringen med fra vest. Her blev der taget afsked med Balder – idet han blev takket for – at have kastet lys over vores blót.
Den, der havde stået i vest gik modsols til øst og fik undervejs edsringen med fra syd. Her blev taget afsked med Odin – med tak for – at han i sin visdom havde holdt ro og orden ved dette blot.
Her efter erklærede vi kredsen for åben – men… Portene til de døde for lukkede.
Efter blótet fik vi en påmindelse om, hvilke kræfter vi havde været oppe imod.
Den ene af os sagde på vejen fra blotpladsen.
“Jeg har en god fornemmelse af at portene er ordentlig lukket.”
I selv samme kom der en kraftig kastevind, der rev hovedbeklædningen af den, der havde sagt det – og krængede hele kappen op over hovedet – så han blev helt desorienteret – Hatten, der var blæst væk – blev blæst tilbage så den kun lå få meter væk. Ham, der havde stået lige ved siden af – blev stort set ikke ramt af vinden.
Vi kikkede på hinanden – og blev enige om – at det er den slags oplevelser der styrker én i troen.
Hil ætten, på tværs af generationer – og på tværs af liv og død.